Foreningens formål
Foreningens vedtægter

Foreningens formål:

I de gode gamle dage var der mange bryggerier i Danmark. Man behøvede ikke at rejse særlig langt for at smage et nyt og lidt anderledes lokalt bryg. Sådan er det ikke længere. Stordrift har taget over. Mange bryggerier blev nedlagt, og mange andre blev slået sammen, så der kun var ganske få bryggerier tilbage i Danmark. Men sådan er det heldigvis ikke længere.

I Midt- og Vestjylland er vi heldige. Her ligger stadig små lokale bryggerier, der hver især brygger noget fremragende øl og sætter god håndværksmæssig kvalitet i højsædet. 

Det er Hancock Bryggerierne i Skive og Thisted Bryghus som har gamle hæderkronede traditioner. Derudover er der Bryggeriet i Herning, Baggårdsbryggeriet i Holstebro, Fur Bryghus og Viborg Bryghus der nu kan tilføjes listen af lokale ølpionerer! 

De lokale bryggerier - og deres produkter - fortjener opmærksomhed og opbakning, så landsdelen fortsat kan nyde kvalitets øl fra de mindre men gode bryggerier.. 

Det er baggrunden for, at Selskab for Vestjysk Ølkultur blev stiftet i maj 1991.

Selskabets formål er at udbrede kendskabet til øl fremstillet i Midt- og Vestjylland. At søge viden om ølproduktion, øllets tradition og historie og at holde arrangementer, hvor øl smages og diskuteres.

Øl er kultur - og den bør bevares og udbredes.

At ølkulturen er i fremgang i Midt- og Vestjylland, er en kendsgerning som vi i SVØ er meget glade for - stolte af at være en del af.

Ølkulturen begynder, når øldrikkeren ikke kun hælder et par kolde bajere ned, men også smager på dem og ved lidt om, hvad flasken indeholder, og hvordan det er blevet til øl.

Selskabet holder 4 - 5 arrangementer om året og udsender et nyhedsbrev ca. en gang i kvartalet.

Selskabets bestyrelse vælges på den årlige generalforsamling i maj.

Alle interesserede enkeltpersoner, der er fyldt 18 år, er velkomne som medlemmer af Selskabet.

Det årlige kontingent er p.t. 150 kr. 

Jeg vil gerne meldes ind i Selskab for Vestjysk Ølkultur - Send et girokort til indbetaling af kontingent:

  Navn:                

  Adresse:           

  Postnummer:  By:  

  E-mail:            

  Telefon nr:    

 

HUSK E-MAILADRESSEN!

             


Foreningens vedtægter:
§1 Selskab for Vestjysk Ølkultur er en forening.

 

§2

Selskabets formål er at udbrede kendskab til de i Midt- og Vestjylland producerede ølprodukter. At søge viden om ølproduktion, øllets tradition og historie, at holde arrangementer, hvor temaerne stedse er øllets tilvirkning og konsum, at arrangere smagsprøver på ølprodukter, alt med udgangspunkt i Midt- og Vestjylland.


§3 Selskabets medlemmer forpligtes til at forbruge mindst samme kvantum midt- og vestjysk øl som før deres indtræden i foreningen. Medlemmer af foreningen skal være enkeltpersoner. Medlemmer af foreningen skal være fyldt 18 år. Rettidig indbetaling af kontingent er en betingelse for fortsat medlemskab, og for deltagelse ved selskabets arrangementer. Ved tilmelding til arrangementer med begrænsning af deltagerantallet, skal medlemskontingent være registreret hos kassereren senest 8 dage før tilmeldingen. Medlemskab tegnes ved  henvendelse til bestyrelsen, eller via hjemmesiden, og er gældende fra indbetalingsdatoen. Bestyrelsen kan sætte begrænsning for tilgang af nye medlemmer.

 

§4 Selskabet ledes af en bestyrelse bestående af 7 medlemmer, der vælges af generalforsamlingen for 2 år ad gangen. 3 medlemmer vælges i lige år og 4 medlemmer vælges i ulige år. Der vælges 2 suppleanter til bestyrelsen, samt en revisor.  

Bestyrelsen vælger selv formand, næstformand og kasserer. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer, heraf formanden eller næstformanden er til stede. Formanden indkalder til bestyrelsesmøde, når han skønner det påkrævet eller når et bestyrelsesmedlem fremsætter ønske herom.

 

§5

Selskabets ordinære generalforsamling holdes hvert år inden udgangen af maj. Indkaldelse sker ved direkte meddelelse til medlemmerne senest 14 dage før generalforsamlingen holdes. Forslag til generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen holdes. Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte:

1.      Valg af dirigent.

2.      Beretning.

3.      Fremlæggelse af regnskab.

4.      Fastsættelse af kontingent.

5.      Indkomne forslag.

6.      Valg af bestyrelse og suppleanter.

7.      Valg af revisor.

8.      Eventuelt.

Indkaldelse af ekstraordinær generalforsamling sker, når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer eller ¼ af medlemmerne fremsætter skriftlig og begrundet krav herom. Bestyrelsen skal, på samme vilkår som til ordinær generalforsamling, indkalde til ekstraordinær generalforsamling inden 14 dage efter, at der er fremsat krav herom. Der kan ikke på generalforsamlingerne stemmes ved fuldmagt. Beslutning om opløsning af foreningen kræver mindst 2/3 af medlemmernes tilstedeværelse, eller mindst 2/3 af de afgivne stemmer ved 2 på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 14 dages mellemrum. Ved foreningens opløsning skænkes en eventuel kassebeholdning til velgørende formål i pagt med foreningens formålsparagraf, fastsat i enighed af den sidste bestyrelse.

 

§6 Selskabets kontingent fastsættes på den ordinære generalforsamling. Forslag fremsættes. Kontingent opkræves for 1 år ad gangen. Kontingentet dækker kalenderåret uanset på hvilket tidspunkt indmeldelse sker.

§7 Selskabets regnskaber revideres af den af generalforsamlingen valgte revisor.

 

§8

Selskabet tegnes af 2 bestyrelsesmedlemmer i forening, hvoraf den ene skal være formand eller næstformand.

 

Således vedtaget på stiftende generalforsamling den 15. maj 1991 med senere ændringer vedtaget den 15. maj 1996, 12. maj 1999 og den 31. maj 2000 og den 23. marts 2001 samt den 19. maj 2006.